Jeg ville egentlig skrive et indlæg om, hvordan man kan slå tiden ihjel med ungerne, når man sidder i toget eller kører på autobahn på vej mod den længe ventede sommerferie, men jeg kan mærke, at EM fylder for meget. Det er kun nogle dage siden, at Danmark bankede russerne, og jeg kan stadig mærke forløsningen og ekstasen over indsatsen fra Damsigno, den nye lille Peter Schmeichel og vores allesammens følelsesterapeut Kasper Hjulmand.
Jeg kan stadig mærke suset fra Parken, der for en gangs skyld var ligeså så rødt og hvidt som på de grynede billede af den gamle idrætspark fra firserne, hvor fodbolden som bekendt var meget bedre, og Danmark havde en angriber, der kunne score på sine chancer. Sikke en forløsning, da Andreas Christensen bankede den op i krydset og løb ud mod hjørneflaget, slog sig selv på brystet og skreg halvandet års coronafrustrationer, Christian-Eriksen-hjertestop og alt muligt andet ud af systemet.
Jeg kan stadig drømme mig tilbage til scenerne efter kampen, hvor spillerne stod i midtercirklen og ventede på slutfløjtet i Finland-kampen, hvor Delaney fandt en studenterhue til Damsgaard, og hvor spillerne gav deres trøjer til små børn, der lyste op i rendyrket lykke.
For der er bare ikke noget, der samler hele nationen, som når Danmark spiller godt og ikke mindst klarer sig godt til en slutrunde.
Men hvad i grunden med de helt små børn? Er de også inviteret med til festen? Eller er EM primært noget for dem med de lange ben og mere end ti års erfaring i bagagen?
Tja, den første kamp var i hvert fald ikke for børn, da Christian Eriksen faldt livløs om på banen efter 42 minutter. Min den otteårige fulgte slet ikke med i kampen, men den fireårige kom ind i stuen, da spillet var stoppet og undrede sig meget.
-Hvorfor piller de ikke?, spurgte han (han sparer stadig en del på s’erne).
-Det er, fordi der er en, der har slået sig, så nu skal han på hospitalet og have noget hjælp.
Men han kunne mærke, at noget var galt, og at de voksne var anderledes, end de plejer. De næste mange dage bragte han det op på forskellige måder, og så sent som i går spurgte han, hvornår ham, der slog sig, egentlig skal spille igen. Vi har selvfølgelig forklaret ham på alle mulige måder, at man nogen gange slår sig, at jeg også selv har prøvet at blive hentet af en ambulance efter en fodboldkamp, og at han lige skal hvile sig i nogle uger, inden han er klar igen. Men hændelsen har i den grad tydeliggjort, hvor fintfølende små børns antenner er, og hvordan de udmærket kan fornemme, når noget er alvorligt - ligegyldigt hvor meget vi prøver at berolige dem og sige, at der er styr på situationen.
Den anden kamp var bedre. Herhjemme så vi den sammen med en masse af vores naboer, og børnene var malet i hovederne, svøbt i dannebrog, blev bedt om at rejse sig op til nationalsangen og fik måske deres første oplevelse af, hvad det vil sige at være en del af en landskamp, hvor der virkelig er noget på spil. Jeg bemærkede, hvordan den otteårige kiggede undrende op på mig, da de voksne brølede som vilddyr efter halvandet minut, da Danmark højest uventet tog føringen. Det må være ret mærkeligt at være barn og pludselig se alle de voksne klæde sig ud og blive anspændte og passionerede og opføre sig helt anderledes, end de plejer.
Og så kom kampen mod russerne, hvor de ikke kunne være med. Der var kick off kl 21, og på det tidspunkt er vores børn ikke i stand til at holde øjnene åbne, med mindre de er overtrætte og vælter rundt i sofaen med udspilede øjne og spjættende kroppe. Så dem var vi nødt til at lægge i seng. Og nu er det ikke så stort et problem for os, fordi den otteårige ikke er superinteresseret i fodbold, men det må godt nok være svært for dem, hvis små børn er blevet bidt af en gal fodbold og så skulle sige til dem, at de ikke kan se kampen eller kun kan være med til første halvleg. Jeg kan selv huske, hvordan jeg som 11-årig blev forbudt at se puljekampene i 92, fordi de blev spillet efter klokken 20, og jeg husker det nærmest som en form for barndomstraume. Jeg ville helt sikkert ikke kunne sige nej, hvis min søn kom og spurgte, om han ikke nok måtte se Danmarks næste kamp, selvom den blev spillet helt vildt sent. Heldigvis har jeg bemærket, at kampen mod waliserne og også den næste (7-9-13) bliver spillet kl. 18.
Overordnet tror jeg, at EM-slutrunden er en fest, også for de helt små børn. Jeg tror, det er fedt for dem at se naboerne med klaphatte, og dannebrogsflag hængende fra altanerne. Jeg tror, det er fedt for dem at lege sammen udenfor i sommersolen, mens de voksne sidder samlet og drikker dåseøl og ser fodbold på storskærm. Jeg tror, de nyder, at hverdagen bliver brudt op af voksne mennesker, der pjatter og griner og taler sammen. Når deres antenner kan fornemme alvor og utryghed, kan de forhåbentlig også fornemme, når hovedparten af den voksne befolkning går rundt med et saligt smil ved mundvigen, fordi de tænker på oplevelsen mod russerne og glæder sig til igen at skulle sidde med naboerne og spise grillpølser og se fodboldkamp på lørdag.
Og derfor kommer denne slutrunde også bare så pokkers belejligt. For hvor har vi dog bare savnet at være sammen og sejle op ad åen og tænke på noget helt andet end håndsprit og mundbind og ”husk nu at holde afstand”. Så lad os for pokker krydse fingre for, at vi kan komme endnu længere, så det måske kan blive lidt ligesom sommeren 92. Eller i det mindste bare 98.
Tak fordi du læste med.
Comments