Jeg kunne have været en håndværkerfar. Så kunne jeg hænge rullegardiner op og bygge en slagbænk ude i køkkenet. Og stå i en rundkreds med nabomændene og give dem ret i, at det er for galt med de åbne render til regnvand og alle de pilrådne fuger nede i fælleshuset. Og jeg kunne finde værktøjskassen frem og sige til min ældste søn: ”Se her min dreng, det her er en papegøjetang, og nu skal jeg vise dig, hvordan man løsner en kardanaksel.” Og jeg kunne række fingeren i vejret på arbejdsdage og sige ”den fikser jeg” i stedet for at stå og kigge ned i jorden.
Eller jeg kunne have været en arkitektfar med cottoncoat og sixpence, der slentrer med sine sønner gennem København og bliver spurgt: ”Om det ikke er rigtigt, at du har tegnet den nye skole og den spektakulære kontorbygning i Nordhavn, som alle taler om?”.Og jeg kunne rødme lidt og sige: ”Jo, det er rigtig nok, men I skal huske, at tegnedelen kun er en lille del af det, og at det mindst er lige så vigtigt, at der er nogle til at mure og lave el og alt det andet, der hører med.” Og de ville være stolte af, at jeg var så ydmyg samtidig med, at de godt vidste, at deres far var noget ganske særligt.
Eller jeg kunne have været jægersoldat i DR's dokumentar og haft sløret ansigt ”af hensyn til nationens sikkerhed.” Og mine drenge ville helt sikkert vide, at jeg lavede noget farligt og spændende, men de ville også respektere, at jeg ikke kunne tale om det: ”Nu skal vores veltrænede far igen på forretningsrejse til udlandet, blink blink.”
Eller jeg kunne have været en fodboldfar og have spillet i udlandet og på landsholdet og tjent så mange penge, at vi aldrig behøvede tænke på den slags. ”Se der går han. Lad som ingenting”. De andre fædre ville hviske, når de så mig, og en dag ville en af dem driste sig til at spørge: ” Hvordan var det egentlig at spille på landsholdet?” Og mine drenge ville være pavestolte, fordi det sejt at have en far, man også kan få på klistermærke.
Eller jeg kunne have været pædagogfar på den u-pædagogiske måde, som ham jeg en gang sejlede med, som kunne overbevise en 16-årig narkoman om, at det er federe at skyde bukke i Sverige end at skyde nåle ind i armene.
Elle jeg kunne have været en nak- og æd-agtig far, som kunne tage et stykke vildt og gnubbe det i salt og flå en kylling med de bare næver. Og som kunne vise ungerne alt om naturen: ”Her skal I se, drenge. Nu samler vi lige vores fiskestænger, og så lærer jeg jer alt om agn og flåd og bundbid.” Og de ville synes, det var topfedt at mærke naturen på den måde, som man kun gør, når man går i vådt græs klokken halv seks om morgenen.
Eller jeg kunne have været pilotfar med adgang til solen over skyerne og evige fribilletter til de varme lande, og de andre børn i klassen ville spørge: ”Hvor er han nu henne?”, og mine drenge ville svare: ”Nåh, lige nu er han bare på Tenerife, men i næste uge skal han til Nairobi”.
Eller jeg kunne have været cykelrytterfar og have drengene med oppe på podiet.
Eller bagerfar med egen butik, som drengenes venner ville drømme sig ind i.
.
Eller klimaforskerfar med ambitioner om at redde verden.
Eller statsministerfar med maksimal indflydelse.
Eller fitnessfar i topform.
Eller bonderøvsfar med verdens længste græsplæne.
Eller kirurgfar med licens til at skære.
Eller sygeplejerskefar, der redder menneskeliv i Afrika.
Eller Rockstjernefar.
Eller brandmandsfar.
Eller politimandsfar med patruljevogn og håndjern.
Ja, der er simpelthen så meget sejt, jeg kunne have været.
---
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her
Comments