Av av av. Har det ikke særlig godt. Har bragende hovedpine, er mat i kroppen, og så har jeg kulderystelser. Helt sikkert feber på vej. Tror sgu ikke, jeg kan køre ungerne i skole. Det går bare ikke. Tænk hvis mine sanser er så svækkede, at jeg vælter med ladcyklen eller kører ud foran en bil. Eller ganske enkelt falder i søvn nede i lyskrydset. Uansvarligt. Jeg bliver nødt til at gå i seng igen. Er helt flad. Okay, der hostede jeg også lige på den måde, hvor det kilder i halsen, og hvor man ikke hoster noget op. Ved godt, hvad det betyder: Hosten og rallen og halspastiller, der ikke virker og overhængende risiko for søvnløse nætter.
Og nu kan jeg mærke, at feberen for alvor tager fat. Typisk. Ondt i hovedet, ondt i øjnene, sikkert snart ekstrem høj feber. Kommer heller ikke til at kunne tage ungerne i eftermiddag. Tror ikke, jeg kan klare larmen. Må ligge ned. Måske rammer sådan noget sygdom mænd hårdere end kvinder? Har talt med andre mænd, der har oplevet præcis det samme, at det er som om vi sætter ud i en grad, som er næsten umulig at beskrive. Måske skyldes det, at det kræver uhørt store mængder virus og bakterier at nedlægge stærke og fysisk trænede mandekroppe - så når vi endelig falder, så falder vi tungt.
Nu gør det også ondt i maven. Av av av. Som om hele kroppen sætter ud. Jeg tror, det skyldes, at jeg er sådan en stor fighter. Har kæmpet mig igennem den ene benhårde opgave efter den anden, både privat og professionelt og vel egentlig bidraget langt mere, end man kunne forvente. Og nu siger kroppen: Tag en pause søde Jesper, du har præsteret alt for hårdt, og nu er det tid til at slappe af, så derfor får du denne ekstremt hårde sygdom, for vi ved jo, at det skal være ekstremt, hvis det skal afholde dig fra at knokle videre og passe dine forpligtelser”.
Tror heller ikke, jeg kan hente ungerne, når de får fri fra skole. Selvom det piner mig. Især fordi der er sne og blæst, og vi havde aftalt, at jeg skulle gøre det, men jeg er ganske enkelt for svag. Alt for svag. Det vil ikke være forsvarligt. Man kan ikke sende en syg mand som mig ud i samfundet. Så risikerer vi, at jeg smitter halvdelen af indskolingen, og det vil naturligvis være dårlig stil. Jeg er nødt til at være tapper nu og kravle ned under dynen, selvom det strider imod hver en celle i min krop.
Måske ville det bedste være, hvis nogen kom op til mig med en kop te på et tidspunkt. Med honning i. Bare de ikke så tramper så hårdt på trapperne, at mit sygdomsramte hoved eksploderer.
Beklager den svækkede tilstand. Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
コメント