Ja, som du måske har luret, handler ugens tekst om romaner, og overskriften er en sammenfletning af ordene roman og anbefaling, og når man sætter dem sammen, kommer det til at lyde som en befaling, som om jeg befaler dig at læse romaner, og det gør jeg selvfølgelig ikke, først og fremmest fordi jeg ikke kan og dernæst fordi jeg ikke tror, at befalinger er særligt effektive, medmindre man er i militæret eller skattevæsenet eller andre steder, der kalder på disciplinering og myndighedsjustits.
Pyha. Sikke en sætning. Så lange sætninger ville normalt blive sorteret fra eller brudt op i flere korte, men lige præcis i denne uge, hvor teksten handler om litteratur, får den lov at blive stående. Når temaet er så nørdet og specifikt, er det alligevel kun de mest litteraturinteresserede, der læser med, og du har garanteret selv siddet og tænkt, om du overhovedet gider læse om romanbefalinger, men siden du er her endnu, er du sikkert sådan en, der selv læser bøger, eller har en ambition om at gøre det, og så bliver du jo ikke forskrækket over sådan en smule tekst.
Så altså fedt, at du hænger på. Du kunne jo også gå i haven eller på café eller give dine unger noget kvalitetstid eller noget helt tredje, men det gør du ikke. Du læser her. Måske fordi det er ved at være sommerferie og så vil du gerne tage dig sammen og begynde at læse igen. Sommerferien er som bekendt genial til at komme op på læsehesten igen. Når man ligger der i strandstolen. Eller sidder i sommerhuset, mens regnen siler ned, og man skal have tiden til at gå.
Nå, men nok snik snak, lad os hoppe til den fase, hvor jeg prøver at pådutte dig nogle af de romaner, jeg har læst på seneste, og som jeg tænker kunne være god sommerferielæsning. Men jeg kommer ikke til at anbefale krimier. Jeg har et anstrengt forhold til krimier, på nær dem hvor man følger banditterne. Og heller ikke fantasy. Og magisk realisme. Jeg tilhører gruppen af læsere, der bliver træt, når der dukker en drage eller en talende kat op midt i historien. Jeg orker det ikke. Det er for urealistisk på en irriterende måde.
Så mine anbefalinger er romaner, som er rimeligt realistiske, og som udover at de gode, har det tilfælles, at de indeholder en flig af familie- eller opdragelsesrelateret indhold, så det ligesom berettiger, at jeg skriver om dem her på siden:
Første anbefaling er Det smelter af Lize Spit, som jeg faldt over på mit lokale bibliotek, og hvis du aldrig går på biblioteket for at låne romaner, så se at komme i gang. Her går der nemlig uddannet personale rundt, som bliver utrolig glade, hvis man beder dem om hjælp til gode romaner, og nogle gange siger de ligefrem: ”Fed opgave, det var faktisk en af grundene til, at jeg valgte at blive bibliotekar.” Og pludselig står man så med en bog i hånden fra en belgisk forfatter, mens man tænker: Belgien? Er det ikke bare øl og pomfritter?
Men jeg skal da love for, at Lize Spit har noget på hjerte, og hun skriver hårrejsende ærligt om, hvordan det er at vokse op i et landsbysamfund med venner og familie, og først tænker man, at det er rart og hyggeligt, men så sker der ellers ting og sager. Og jeg vil ikke afsløre noget her, men blot sige, at der er nogle ekstremt barske og gruopsættende scener, som fik mig til at udbryde til min kæreste: ”Det her er en af de vildeste og mest uhyggelige passager, jeg nogensinde har læst”. Så hvis du er til det dystre, mørke og dramatiske skal du helt sikkert læse det smelter.
Apropos gode scener, så mestrer svenske Alex Schulman også denne kunst. Jeg havde ikke hørt om ham, før min kæreste gav mig en bog af ham i gave, fordi hun var bange for, at jeg var ved at blive ensporet, fordi jeg i en lang periode kun læste norske forfattere. Og jeg må medgive, at han skriver glimrende og særligt bogen Brænd alle mine breve gjorde indtryk, fordi man møder den legendariske Sven Stolpe, som er så sur og klog og humoristisk, at det er al læsetiden værd. Men udover at bogen udfolder en stribe mesterlige scener med verdens værste morfar, så gør den også sine læsere klogere på familieliv, arv og miljø og det underlige fænomen, hvor to mennesker lever sammen i årevis, selvom alle kan se, at det ikke er godt for dem.
Og så til Norge. Og Knausgård. Jeg er og bliver en Knausgård aficionado. Og jeg må med det samme tilstå, at jeg ikke har læst det tredje rige endnu, og hvis du ikke er Knsusgård-fan kan jeg fortælle, at det er tredje del af hans nye trilogi, der muligvis ender med at blive til fem bøger, og så er det ikke længere en trilogi, men en….ja, hvad hedder en serie på fem bøger i grunden? Nå, men jeg har læst de to første og glæder mig til den næste, men jeg vil ikke læse den endnu, fordi jeg ved, at det giver mig endnu større glæde, hvis jeg venter lidt og fylder ventetiden ud med andre værker, så jeg, når jeg vender tilbage, igen kan blive overrasket over, hvor fedt han i grunden skriver. Men etteren Morgenstjernen er formidabel og toeren, Ulvene fra Evighedens skov er endnu mere formidabel, og man kan sagtens læse dem uafhængigt af hinanden. Men hvis man vil have hele oplevelsen, er det en god ide at starte med Morgenstjernen. Og for at gøre en lang historie kort: Læs morgenstjernen hvis du gerne vil have drama og spænding, læs Ulvene fra Evighedens skov, hvis du gerne vil have Knausgård classic, hvor han bruger lang tid på at beskrive ingenting på en måde, der er forbløffende underholdende. Jeg ved ikke, hvordan manden bærer sig ad, men han får alt småt til at blive stort, samtidig med at han via replikker og dialoger siger en masse om samtiden, og fortiden, på en både underholdende og filosofisk måde. Jeg er og bliver kæmpefan, og hvis du gerne vil have den mest inderlige og bedst bekrevne indføring i forfatterskabet (og faderskabet for den sags skyld), skal du selvfølgelig læse Min Kamp- verdens bedste værk.
Tredje og fjerde anbefaling handler ikke en pind om familieliv, men jeg tænker, at de er jer, der stadig læser med, er så litteraturinteresserede, at I er friske på lidt af hvert. Vi er Norge igen, og denne gang er det en gammel sag Generthed og værdighed af Dag Solstad, som jeg fik anbefalet af min nabo for nylig, og nogle gange skal man som bekendt lytte til sin nabo. En aldeles fremragende roman, der handler om at være en biperson i tilværelsen og lade sig føre igennem livet af tilfældigheder, som man ikke magter at gøre op med, indtil det hele til sidst bryder sammen. Jeg får lidt Sherfig-associationer omkring skrivemåden (ikke temaerne) og synes, det er en af de sjoveste og mest gennemtænkte romaner, jeg har læst i nyere tid. Så selv om det efterhånden er en ældre sag, så synes jeg bestemt, at du skal læse den- hvis du ikke allerede har gjort det.
Endelig er der Fandens karl af Morten Eisby. Nogle gange er der bare nogle bøger, der slår benene væk under en, og sådan havde jeg det med denne her. Romanen handler om dating, magt, forførelse og psykologisk manipulation, så hvis du er frisk på en lille indføring menneskelivets mere skyggefulde afkroge, bør du give denne debutant en chance. Han skriver virkelig intenst. På en måde, hvor siderne nærmest vender sig af sig selv.
Tusind tak fordi du læste hele teksten og held og lykke med romanerne.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comentários