Først gør man rent og klipper hæk og slår græs derhjemme, og så tanker man bilen og kører i sommerhus, hvor man gør rent og klipper hæk og slår græs, og så holder man ferie, mens man tjekker, om det snart er tid til at give gelænderet en gang lak og få renset de pokkers tagrender. Og hvad med varmtvandsbeholderen? Og måske er det på tide med en ny håndskubber, for den gamle er godt nok blevet rusten. Og når vi alligevel skal i Bauhaus, kan vi lige så godt købe de vindueshasper og en større parasol og en gasflaske og en papegøjetang og en hækkesaks og havemøbler og et fluenet, så fluerne ikke kommer ind, hver gang vi går ud.
Jeg forstår det simpelthen ikke. Altså, jeg forstår godt, at man synes, det er hyggeligt at komme i sommerhus. Jeg forstår også godt, at man køber sommerhus, hvis man er sådan nogle vi-elsker-bare-at-gå-og-renovere-og-lave-gør-det-selv-projekter-typer. Eller hvis man har brug for en base til sine voksne børn og børnebørn. Eller hvis man bor i en anden landsdel eller i udlandet og gerne vil holde ferier med familie og venner. Eller hvis man er folkepensionist og godt kan lide at dyppe tæerne i vandkanten, mens man nyder, at man har uanede mængder tid. Eller hvis man bor i en treværelses lejlighed og gerne vil give ungerne et skud natur i weekender og ferier. Eller hvis man er flere børnefamilier, der går sammen og deler udgifterne, forpligtelserne og samværet.
Men jeg forstår ikke de børnefamilier, der allerede har et hus, som knokler for at få enderne til at mødes, som har meterlange to-do-lister og som så også lige køber et sommerhus. Jeg så i et tv-indslag, at det primært er folk med parcelhuse i forvejen, herunder børnefamilier, der går på markedet og køber sommerhuse. Har de fuldstændig glemt, hvor meget tid de bruger på deres eget hus, og hvor frihedsbegrænsende det er, når man vælger at eje noget? Man mister jo både økonomisk-, bevægelsesmæssig- og forpligtelsesmæssig frihed, når man pludselig står med ansvaret for endnu mere græsplæne og endnu mere bolig (lidt ligesom dem, der har tre børn og så pludselig får en hund, selvom de altid snakker om, hvor hårdt de har det).
Hvad pokker handler det om? Er billedet af idyllen i sommerhuset så stærkt, at de glemmer alt bøvlet? Er de selv rundet af sommerhusferier i deres barndom og betragter det som selve billedet på sommer i Danmark? Er danske småbørnsfamilier bare så vilde med græsplæner og grillaftner, at de må have dobbelt op på det hele? Eller finder de stor nydelse og tilfredshed, måske ligefrem tryghed, i at eje huset selv?
I vores familie lejer vi altid sommerhuse, så vi får set forskellige steder og slipper for bøvl og græsslåning, og det synes jeg personligt giver en stor følelse af frihed.
Men måske er mennesker bare forskellige. Eller også er der et eller andet fantastisk ved at eje sit eget sommerhus, som jeg bare ikke har fået øjnene op for endnu?
Tak fordi du læste med og fortsat god ferie
Ovenstående tekst har tidligere, i en lidt anden form, været udgivet her på siden. Henover sommeren forsøger jeg at give nyt liv til nogle af de gamle tekster. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments