Vi er i gang med at se Slædepatruljen herhjemme, og hvis du ikke er røget i den fælde endnu, kan jeg fortælle, at det er klassisk reality, hvor en gruppe hårde bananer, altså sådan nogle der løber ironman, svinger sig i fitnessmaskiner og spiser maratondistancer til morgenmad, skal trænes op af et par BS Christiansen superheltetyper til at kunne klare livet i Siriuspatruljen. Og det er ikke for børn. Og fordi det er DR og public service er udsendelsen ikke søbet ind i spænding og billige tricks. For eksempel har alle deltagerene sort tøj og skibriller på, så det er vanskeligt at afkode, hvem der overhovedet er hvem. Og i stedet for dramatiske intriger og afstemninger, har DR taget Public Service forpligtelsen på sig og indlagt en pæn portion moraliserende samtaler, hvor man får skåret ud i store isblokke, at kvinder er mindst lige så seje som mænd, og at der er ”noget helt fantastisk natur oppe på Grønlad”.
Nå, men det fede ved reality er jo, at man kan bringe sig selv i spil og sammenligne sig med deltagerne (hvis altså ikke formatet er ligeså verdensfjernt og fjollet som DRs anden satsning Dobbeltspil), så det har jeg selvfølgelig gjort i forhold til Slædepatruljen. Altså siddet i sofaen og gnasket chips og sagt sætninger som ”jeg tror sgu også godt, at jeg kunne klare at dykke ned i sådan noget koldt vand” og ”på en måde kunne det være sjovt med en udfordring med ekstrem kulde”.
Men nogle gange skal man passe på, hvad man ønsker sig. For dagen efter, at vi havde set deltagerne dykke under indlandsisen og sove i en snehule uden sovepose, ja, så gik vores fjernvarmeanlæg i stykker. Og så skal jeg da lige love for, at jeg gik i panik. Jeg skyndte mig at ringe til forsyningsselskabet og VVS’erne og fortælle dem, hvor svært det var for os, at holde ungerne varme, og jeg lod dem naturligvis forstå, at jeg havde masser af tid til at følge processen tæt og gerne ville vide præcist, hvornår assistancen ankom. Al historie har vist, at hvis man bare plager og ringer nok, så ender de altid med at prioritere én. Og ganske rigtigt. Jeg fik sat himmel og hav i bevægelse, så der til sidst stod en VVS’er og bankede på døren.
Senere gik op for mig, at jeg ikke havde handlet særligt slædepatruljeagtigt. Så der er altså forskel på slædepatruljemenneskerne og mig. De ville selvfølgelig have indrettet sig og fundet alternative varmekilder i en fart, ligesom de ville have grebet ud efter deres prepper-udstyr, for jeg er sikker på at slædepatruljefolk lytter, når Trolex siger, vi skal preppe, mens jeg som moderne velfærdsfar tager for givet, at der kan komme nogen og hjælpe mig. Jeg bemærkede også, at jeg blev ekstremt hurtigt sur, da jeg ikke havde mine 22 grader. Hvad fanden er meningen? Skal jeg virkelig ligge her på sofaen og arbejde med et tæppe over mig? På et tidspunkt tændte jeg for nyhederne, i håb om at få lidt varme fra skærmen, og faldt over et nyhedsindslag fra Kyiv med massive bombardementer og udsigten til den koldeste vinter nogensinde. Men det slukkede jeg hurtigt for igen, for det havde intet med sagen at gøre. Den slags kan ikke sammenlignes. Ligesom pærer og bananer. Og de fattige børn i Afrika.
Heldigvis blev jeg enig med mig selv om, at mine bekymringer og handlinger alene relaterede sig til børnenes velbefindende og basale behov. Hvis det havde været mig alene, kunne jeg sagtens have levet nogle uger uden varme. Eller sove i en snehytte eller tage en daglig dukkert i indlandsisen. Ligesom dem fra Slædepatruljen. No problem.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
留言