Forleden stod jeg i fælleskøkkenet og skrællede knoldselleri, og jeg ved ikke, hvor tit du arbejder med knoldselleri, men for mig var det første gang, og det er et godt job, for det er rutinepræget, og så kan man tale med sine bofæller imens. Og i denne måned var det helt oplagt at tale om julen. Så det gjorde vi. Talte om at december klart er at foretrække frem for januar, der bare er kold og mørk uden alt det hyggelige. Men så fortalte en af bofællerne, at hun altid fylder sine januar-weekender med noget lækkert, fordi det er et tidspunkt på året, hvor man faktisk kan få prioriteret sine venner, fordi folk ikke har ret mange planer. Egentlig en god ide. Tænk hvor rar en måned det kunne blive, hvis man vidste, at man skulle på fodboldrejse eller lave noget fedt med kæresten.
Bagefter skulle der skrælles kartofler, og det er endnu bedre til samtale end knoldselleri, for kartoffelskrælning sidder i fingrene, og så risikerer man ikke at skære i sig selv. Så derfor begyndte vi at tale om julekalendere i fjernsynet, og hvis der er noget børnefamilier har holdninger til, ud over skærmpolitik og daginstitutioner, er det julekalendere, og i år synes folk generelt, at de er for overgearede og indviklede. De små kan ikke følge med, og de store gider ikke. Mest skepsis er der i forhold til Tinka. For fantasy-agtig. Og uhyggelig. Men der er heller ikke den store begejstring for Tidsrejsen 2. Den er for svær at følge med i.
Bofællecitat:
”En julekalender skal helst være sådan, at man uden problemer kan zoome ud og hente pebernødder. I Tidsrejsen 2 er det lige før man skal tage noter for at huske, hvilken tidszone man befinder sig i.”
Så skulle der skrælles gulerødder. Og her fortalte en bofælle om en juletradition i SFO’en, hvor eleverne tager ud i det lokale storcenter og lærer at juleshoppe. At juleshoppe! Ja, her blev jeg så forarget, at jeg var ved at tabe skralderen i håndvasken. Man kan vælge mellem alle juleaktiviteter i verden: Luciaoptog, højtlæsning, brunkagebagning, julegaveværksteder, og så vælger det pædagogiske personale at lære ungerne at forbruge i et storcenter. Hvad bliver det næste? Aftenkursus i Black Friday? Eller temauge om at handle billigt på TEMU?
Da chokket havde lagt sig, fandt jeg noget rød peber at snitte i, og samtalen bevægede sig over på mellemledere. Og jul. Og her var det interessant, at ingen forbandt deres mellemledere med julehygge. Selvom mange mellemledere jo netop pukler rundt for at tale julefrokosten op og igangsætter nissevenner og julequizzer i ét væk. Men det er som om, der er noget halvhjertet og tvangspræget over det. Som om det er noget, de har lært på mellemlederkursus, at man skal gøre for at skabe sammenhold i afdelingen. Men mener de det overhovedet?
Og så sagde chefkokken, at vi skulle stoppe. Nu var der ikke mere, der skulle skrælles eller snittes. Nu skulle det hele i en stor gryde og blive til suppe. Og det er også fint nok. Fællesspisningens natur. Men samtidig stod jeg tilbage med en række ubesvarede spørgsmål: Hvordan bliver man så forudseende, at man får gjort januar lækker? Hvorfor skal julekalendere være så overgearede og indviklede? Hvordan i himlens navn kan man finde på at gøre juleshopping til en pædagogisk aktivitet? Og er det primært julehadere, der bliver mellemledere? Ja, har man nogensinde mødt en mellemleder, der tror på nisser?
Måske får jeg aldrig svar. Måske skriver spørgsmålene sig blot ind i rækken af julens mange store mysterier.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
ความคิดเห็น