For nylig havde vi en enkelt dag med sne:
-Far, det har sneet i nat!
-Nå for Søren.
-Er det ikke bare skønt?
-Tjo…
---
Følgende tanker fløj igennem mit hoved: Åh nej, nu skal jeg ud og skovle. Hvor fanden er sneskovlen? Er den over i skuret? Sidst gjorde vores naboer det for os, gad vide om de gør det igen. Men det er jo ikke fair. Jeg bliver nødt til at gøre det for os begge denne gang. Skal også finde vinterstøvlerne, ligger de i skabet? Og ungerne skal have termobukser. Det var nemmere, da de havde flyverdragter. Termobukser bliver væk hele tiden. Og handsker og huer og alt det der.
Og så vil de garanteret kælke. I eftermiddag. Jeg magter det ikke. Og vi har ikke nogen kælk. Hvorfor fanden ejer vi ikke en kælk? Man kan da ikke være en børnefamilie med respekt for sig selv uden en kælk. Jeg må ud og købe en. Men DMI siger, at sneen allerede er væk i morgen. Og det er derfor, vi aldrig får det gjort. Fordi sne er så sjældent og forbipasserende. Men der har jo faktisk været en del sne de senere år, og sidste år burde vi helt sikkert have købt en, for der vidste vi, at det ville blive liggende. Men det er også, fordi alle vores naboer har kælke, og så kan vi låne af dem. Gud, hvor er vi egentlig nogle dårlige sne-naboer. Først lader vi dem skovle for os, og så nasser vi på deres kælke. Bliver simpelthen nødt til at stramme op. Fandeme synd, hvis vores børn vokser op som de eneste i Danmark, der aldrig har haft en kælk.
Åh nej, det kan også være, de kommer hjem og vil bygge snemænd. Orker jeg slet ikke! Vores naboer lavede nogle respektindgydende snemænd sidste vinter, og vi er jo trods alt konkurrencemennesker, så vi kan ikke leve med, at vores unger laver en lille uduelig snemand, som de andre griner af. Og det betyder, at vi skal have købt gulerødder og fundet noget til øjne og måske nogle pinde. Men er det overhovedet snemands-sne? Skal det ikke være mere tø-agtigt og fast. Så kan vi stå der og lave en slatten snemand, som braser sammen øjeblikkeligt.
Lige om lidt spørger de garanteret, om de ikke må gå ud og slås i det, og vi siger ja, og så løber de ud med handsker på, og inden der er gået fem minutter, er handskerne gennemblødte, og så skal de have nogle nye, og så bliver de også gennemblødte, og så har de ikke nogen varme vanter, de kan få med i skole. Eller også får den syvårige en snebold i nakken og kommer grædende ind, eller også finder vi ud af, at den enes støvle er utæt. Der opstår helt sikkert udfordringer. Sådan er det altid på sne-morgener.
Og så kommer sjapfasen. Hele dage, hvor man trasker rundt i grå snesovs og får våde tæer, og hvor ladcyklens kæde ruster på et splitsekund. Og ungerne får våde sokker. Og fryser. Og bliver syge. Indtil vi omsider bliver velsignet af et regnvejr, der skyller hele lortet væk. Og det er måske det mest formildende ved sne. At det er et af de få problemer, der forsvinder af sig selv.
---
-Far, må vi godt gå ud og slås med sne.
-Ja, smut bare med jer. Nyd det, mens det er her.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse og familieliv hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comentarios