Hvordan fejrer man mon Juleaften i Vietnam? Forestil dig en asiatisk up-tempo version af White Christmas. Fem lyssværdssvingende vietnamesiske nisser. En julemand med mundbind og sort hår. En hurtigsnakkende sportskommentatorvært til at præsentere buffeten. Og et hav af sangere, violinspillere og saxofonister, der alle sammen spiller så højt, at man er sikker på at høre alle falske stemmer og hyletoner?
Sådan var julefesten på hotellet i Hue, som vi deltog i, fordi vi har en syvårig, der er vild med jul, og fordi jeg også blev ramt af en uventet vi-bliver-sgu-nødt-til-at-gøre-et-eller-andet-når-det-nu-er-den-24.-trang. Om morgenen havde vi åbnet medbragte pakker fra vores naboer, en oppustelig julemand og juletræ, så vi ligesom var kommet i stemning. Og derfor gik jeg ned og sagde til hotelpersonalet, at vi gerne ville med til julefesten alligevel, men nu var der udsolgt, med mindre de kunne skaffe et bord mere, og så ringede hun rundt, og det lykkedes at få os klemt ind, hvilket jeg har bemærket ofte sker for vesterlændinge på fjerne destinationer- de finder altid lige en ekstra plads, en ekstra bil eller et sidste ledigt bord.
Og hvilket bord. Solidt pyntet med balloner, servietsvaner og sølvbestik - placeret helt oppe foran scenen. Som om vi ikke skilte os nok ud i forvejen. Den eneste anden vesterlænding, en fransk kvinde, fik lov at sidde ved siden af os, og så kunne vi ellers sidde der og være the ”odd one out”, præmieturisterne, som alle de andre kunne betragte. Kan Europæerne mon lide vores show? Griner de ægte? Er han ikke bare sød, ham den lille? Og gad vide, om de bare er ekstremt rige?
Buffeten blev speedåbnet med hundrede ord og en fanfare, og så skal jeg da love for, at folk fik fut under fusserne. Alle mand stormede mod de spektakulært anrettede borde med stegte blæksprutter, fisk, en hel kalkun og 15-20 udefinerbare retter i flotte farver. Fire kokke skar kød ud og kogte wok-ting, og folk var meget jeg-skal-satme-nå-at-have-nogle-af-de-gode-rejer-agtige. Tydeligvis ikke flasket op i bofællesskaber i Roskilde, hvor man lærer at vente på hinanden og lade som om, at man altid tror, der er mad nok.
Og så var de vilde med spaghetti. Som i virkelig vilde. Jeg så flere fine herrer i jakkesæt komme anstigende med store læs spaghetti bolognese (denne klassiske julespise), og den spaghettiansvarlige havde et hyr med at nå at fylde op.
Alle typer var repræsenteret. Den irriterende onkel, de uvorne unger, de pæne, de rolige, de telefonfikserede og dem, der drømmer sig et andet sted hen. Altså præcis de samme som til enhver dansk julefest - bortset fra at folk her var pænere i tøjet og drak mindre alkohol.
Og ingen af dem havde læst guidebøger. For i guidebøgerne står der, at vietnameserne ikke fejrer jul, men lige siden vi ankom for over en uge siden, har vi set tonsvis af jule-bling-bling, plastikjuletræer, nisser og oppustelige julemænd. Alle byer markerer højtiden, og der står Merry Christmas i neon overalt. Men intet spor af Jesus, de tre vise mænd og stjernen over Betlehem. Alt det kedelige har de droppet. Kun festen, maden, gaverne og lyskæderne har de taget til sig.
Men det kan nu ikke måle sig med en traditionel dansk juleaften.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments