Klokken er kun 5, men hvad fanden er det for en larm? Er det en grædende baby? Nej, det er min søn, der trækker vejret på en underlig raslende måde. Men nu er jeg da spilvågen. Nå, ned til hæveautomaten, der spytter mit kort ud. Videre til den næste. Der er sgu noget galt med det kort. Underligt. Videre rundt for at finde mad til den forestående seks timers køretur fra Quy Nhon ved kysten til bjergbyen Da lat, men kan ikke finde noget. Hvorfor fanden er der kun små improviserede gadekøkkener, når jeg har brug for brød og croissanter eller bare frisk frugt eller i det mindste sodavand med skruelåg. Men ingenting. Og jeg ved godt, at jeg normalt elsker at gå rundt i det lokale og autentiske, men sgu da mest, hvis man kan få de lækre ting rundt om hjørnet. Nå, fuck det. Vi må købe noget på vejen.
Nå, der er chaufføren. Aha, han kan ikke et kvæk engelsk, men hoteldamen har forklaret ham, at vi gerne vil gøre et hurtigt stop hos en bager. Men nu kører han os til et konditori, hvor de kun har kæmpestore glaserede kager. Hvad tænker han på? Tror han, at vi vil sidde og spise en kæmpestor glasur-lagkage på bagsædet? Jeg ryster på hovedet, og han kører os videre til et andet sted, hvor der løber fire mennesker rundt og pakker nogle underlige brødkager ind i noget papir, og de tager totalt overpris, men jeg har en bil holdende, og vi har allerede brugt en halv time på at køre rundt i tåbelige butikker. Nå ja, og for at gøre det hele endnu mere underligt, sidder der en helt stille vietnamesisk mand på et lille ekstrasæde helt bagerst i bilen. Han skal åbenbart også til Da Lat, og han skal åbenbart køre med os.
Nå, men nu har vi i det mindste kørt i nogle timer, og jeg har sagt til chaufføren, at vi gerne vil have pause, men han fatter ingenting, men nu standser han vist omsider, ved et lille improviseret gadekøkken. Fandens også, vi kan da ikke spise det der, fluerne summer og alt er branket og underligt, og der sidder en synlig fattig vietnamesisk familie og spiser, men vi kan sgu heller ikke sige nej, for chaufføren forstår seriøst ingenting, og så får ungerne ikke noget at spise, for de kunne selvfølgelig ikke lide de tåbelige brødkager jeg købte i morges. Og vi har kun et par kiks og lidt vand tilbage, det nærmer sig det uansvarlige. Så vi bliver nødt til at æde deres bakteriemad og krydse fingre.
Og nu kan vi køre videre, op i bjergene, hvor vejret er barskt og regnfuldt, og der fosser vand ned ad bjergsiderne, og en motorcykel har tabt et hjul, og en passager fra en bus er kommet til skade, så der suser en ambulance op af vejen. Andre steder er der jord og grene på vejen, og alle er lidt utrygge, for det virker ikke helt sikkert, men vi klarer den, og nu nærmer vi os byen efter mere end syv timers kørsel.
Skal huske fremover: Hvis man skal bestille en privatchauffør, er det en god ide at gøre det igennem et af de etablerede transportfirmaer og ikke bare stole på dem på hotellet. Det er også en virkelig god ide at købe proviant dagen før, for mange chauffører kan ikke engelsk, og de har ikke tradition for pauser undervejs (ellers risikerer man at ende ved et meget uhygiejnisk gadekøkken, hvor ingen kan garantere for følgerne)
Hoi An
Op til denne dag havde alt ellers fungeret efter planen. Vi havde haft en hyggelig togtur med nogle andre danskere til Hoi An, byen med de lave gule huse og lysende lanterner. Byen som skulle være så utrolig smukt og romantisk. Vi var derfor kede af, at vi kun skulle være der en enkelt nat (udsigten til kontinuerlig regn havde fået os til at nedregulere antallet af dage), men det viste sig at være en gave. For det kan godt være, at byen har været hyggelig og pussenusset, og romantisk. Men det er den ikke længere. Nu er den fuldstændig ødelagt af masseturisme. Gåsegang i gaderne, skilte med happy Hour, konstante henvendelser fra provisionslønnede unge mænd: This way? Nice dinner? Want a drink? Som en blanding af Nyhavn og Firenze med alt for mange mennesker og så meget larm og uro, at det er umuligt at nyde noget som helst. Vi har ellers slet ikke mødt denne form for masseturisme andre steder. Overalt har det været afdæmpet, begrænset og med flest asiatiske turister. Men i Hoi An var de fulde englændere, de larmende russere, de dominerende amerikanere og de allestedsnærværende tyskere.
Og på hotellet, som lå lige i kernen, fik vi ”fornøjelsen” af at være nabo til en af karaokebarerne, hvor de underholdt med vinduesblafrende høj musik til klokken tre om natten. Så hvis du overvejer at tage til Hoi An, ligesom alle andre, så find et sted væk fra centrum og gå kun ned i infernoet, når du føler mentalt overskud til at betragte det som et antropologisk feltstudie af vestlig dekadence og masseturismens skyggesider.
Sleeperbus
Så hurtigt videre. Men hvordan? Vores sidste-sekund-ombookninger af hoteller havde givet transportudfordringer, og pludselig viste det sig, at det ville være hammerdyrt med en privatchauffør sydover (af en eller anden grund svinger priserne på biltransport helt enormt- måske på grund af raoadpricingsystemerne). Men så fandt vi ved et tilfælde en sleeperbus, der kørte til vores nye destination Quy Nhon næste morgen for under halvdelen af privatchaufførens pris. Så vi slog til.
Og det var en sjov oplevelse. Først blev vi hentet af en normal taxa ved vores hotel og kørt til opsamlingsstedet, hvor vi blev ledt hen til bussen. Da vi trådte ind, skulle vi tage skoene af, og så fik vi anvist vores pladser, som ikke var almindelige bussæder, men senge, hvor man kunne ligge og sove under transporten. Meget behageligt. Bare ligge og stene, mens landskabet bevæger sig forbi.
Men fedest med lidt større børn. Det gik lige med den syvårige med hjælp fra Uno og en del improviseret ord og bogstavleg, men jeg ville nødig være der med to på tre og fem. For folk sover rundt omkring, og man er nødt til at være rimelig stille. Men helt bestemt en sjov, og også rimelig hurtig måde at blive transporteret på, fordi busser i Vietnam er trafikkens dæmoner. De drøner derudaf med hornet i bund, og det er med at komme af vejen, når man hører en bus komme susende (så mere fredelig er transportformen heller ikke).
Og vi er nu nået den fase i ferien, hvor vi skal gevaldigt ned i gear. Først i bjergbyen Da Lat og bagefter på ferieøen Phu Quoc.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
コメント