Kære læsere. Jeg har jo i alle årene skrevet nytårstale her på siden, men i år var jeg ikke hjemme, og det virkede underligt at skrive tale fra et sted, hvor de slet ikke går op i nytåret (eller fejrer det på et helt andet tidspunkt).
Men nu er jeg hjemme igen, og så begynder læserne at komme piblende og prikke til mig og spørge: "Kommer der ikke nogen tale i år? Du kan sgu da ikke vænne folk til noget og så bare aflyse det. Vil du ikke nok please komme ind i kampen og skrive en?" Og jeg fik det sådan: ”Slap dog af, jeg vidste ikke, at det betød så meget, og hvis det kan få jer til at geare ned, så flikker jeg da et eller andet sammen.”
Men det er faktisk slet ikke så let. For man tager væk et øjeblik, og pludselig bliver alting lavet om. For eksempel har jeg fået fortalt, at det ikke var dronning Margrethe, der holdt nytårstalen i år (altså den der ikke er min) men derimod kong Pingo. Og at han kom sjoskende ind som en helt almindelig børnefamiliefar fra Østerbro. I det mindste havde han husket at slukke telefonen og taget skjorten ned i bukserne. Og han gjorde det godt, kan jeg forstå, vores nye loose konge. Han var åbenbart både folkelig og i stand til at tale, så man kunne forstå det.
Og så havde han håb i sin tale modsat Mette Frederiksen, der mere og mere begynder at minde om faster Anna, altså Mads Skjerns søster, der altid tror, at verden er ved at gå under. Og det er den måske også, men jeg bryder mig ikke om, at landets statsminister siger det - hendes job må også være at give os en smule fremtidshåb.
For det får vi ikke nødvendigvis foræret fra andre dele af verden, og jeg har fornemmet, at der er kommet en ny gammel præsident i USA, og hvor den forrige var dement, virker den nye manisk, altså som en af de der gamle, der gennemlever en fase med en masse kunstig energi, inden det lige pludselig slår klik for dem, og de ryger på plejehjem. En fase hvor de taler i vildelse og tror, at de kan ejer hele verden.
Jeg kan forstå, at han vil købe Grønland, og min første tanke var: ”fedt nok, at nogen vil betale penge for den gigantiske isklump, hvor indbyggerne alligevel ikke føler sig danske. Men det havde jeg fået helt galt i halsen, for det viser sig, at vi alle sammen inderst inde elsker folkedragter og hundeslæder, og at vi har en fælles historie der går 800 år tilbage. Og nu skal vi alle sammen huske at sige Rigsfællesskabet i stedet for Danmark.
Og Gaza skal åbenbart tømmes for palæstinensere. Og Panamakanalen skal styres af USA. Og Den Mexicanske Golf skal hedde Den Amerikanske Golf. Og vi skal alle sammen betale oceaner af penge til forsvaret og en hulens masse dollars i straftold.
Og vi har kun været væk i 5 uger!!!
Folkeskolen
Nej, lad mig i stedet fokusere på noget af det, jeg har forstand på, og en nytårstale handler også om at se tilbage, også for en pædagogisk nørd som mig. Og 2024 var et interessant år på skoleområdet. Her blev der vedtaget en ny reform, som alle var enige om ikke at kalde en reform, fordi reformtraumet fra 2014 stadig sidder solidt mejslet i erindringen hos alle folkeskolemennesker. Men det er ikke desto mindre en ny aftale, som primært går ud på at fjerne en masse tiltag fra den seneste reform, for eksempel kravene om bevægelse, lektiehjælp og understøttende undervisning (som alligevel ikke rigtig blev praktiseret ude på skolerne). Og så har man indført et par nye tiltag som for eksempel afskaffelsen af den obligatoriske projektopgave og indførelsen af muligheden for at indføre karakterer helt ned til 6. klasse.
Begge tiltag som set fra mit perspektiv er temmelig uheldige og risikerer at føre folkeskolen i retning af et større fokus basale kundskaber og færdigheder og dermed i sidste ende en kedeligere undervisning. Og hvis man også får gennemført uddannelsesreformens krav om 6 i gennemsnit for at komme på gymnasiet- ja, så har vi da for alvor fået konstrueret en skole, hvor kreativiteten vil få trange kår. Og så klinger det altså hult, når regeringen samtidig taler om frisættelse af skolerne og mere fokus på praktisk dannelse.
Og så er der lige nu en ”stilhed før stormen følelse” på mange skoler. I mange kommuner ser man ind i en stor omstilling, hvor mange børn fra specialområdet skal tilbage i de almene klasser. Man lavede samme øvelse med inklusionsreformen i 2012, hvilket den gang førte til stor ballade og problemer ude i klasserne, så sporene skræmmer. Forhåbentlig har man lært af fortidens fejl og erkendt at det ikke er nok at sende pædagoger og lærere på to dages kursus i specialpædagogik og inklusion. Det kræver uanede mængder tid, ressourcer og forældreopbakning at få sådan en omstilling til at lykkes- men så er det til gengæld også en ædel mission. For det er da super synd, at så mange børn ikke kan være en del af fællesskabet i folkets skole.
Børneområdet
På det øvrige børneområde er der bredt set ikke sket de store forandringer i 2024. Det er stadig den samme jammer de fleste steder med kontinuerlige nedskæringer, minimumnormeringer, der ikke overholdes og mangel på pædagoger og fagfolk samt en masse børn og unge, der har det svært på grund af præstationspres, sygdom og stress helt ned i børnehavealderen.
Hjemmesiden
På min helt egen front går det fint. Jeg har stadig masser af skrivelyst, og jeg kan mærke, at indlæggene ændrer karakter i takt med, at ungerne vokser. Det er nye temaer, der presser sig på, og jeg forsøger så godt jeg kan at tage mine personlige erfaringer og oplevelser og skrive om dem på måder, så de bliver alment interessante og andre kan spejle sig i dem. Uden at det bliver privat. Og uden brug af reklamer.
Flere af indlæggene kommer ud og leve i diverse medier, aviser og hjemmesider, mens andre blot lever deres liv på hjemmesiden. Du er som altid velkommen til at sende mig en mail på jesperkoerstz@hotmail.com, hvis du har ideer til indlæg, forbedringer eller samarbejder omkring noget med børneopdragelse, folkeskole, pædagogik og familieliv, men ellers vil jeg bare sige (forsinket) godt nytår og tusind tak fordi du stadig læser med.
Comentarios