Onsdag d. 4/12 2019 kl. 19:28
Vender lige tilbage til et tema, jeg har rundet før og sikkert vil runde igen. Frustrationerne over en lille dreng, der ikke vil sove. Vi har oparbejdet en praksis, der ikke er synderlig klog (indrømmer jeg gerne), som går ud på, at jeg sidder ved siden af den lille, indtil han sover. Nogle dage tager det ti eller tyve minutter - andre dage tager det mere end en time. Som med al anden småbørnspraksis kunne vi træne ham til noget andet, hvis vi orkede, men i en periode har det fungeret ganske godt for os. Så kan min kæreste lave noget hyggeligt med den store, som for eksempel at se julekalender, mens jeg kan vinde dyrebar skrivetid, mens jeg sidder ved siden af tremmesengen. Men fuck hvor er det frustrerende på dage som i dag, hvor det bare ikke vil lykkes. For ti minutter siden blev der lukket en dør et sted, og han vågnede med et sæt, lige dér, hvor han var ved at falde hen, og så ved man bare, at fanden er løs. Så ved man, at der kommer til at gå lang tid, inden der er bid.
Heldigvis har man det privilegie som børneopdragelsesblogejer, at man kan skrive sig ud af stuen og ud af Roskilde og ind i sin helt egen verden. Så det vil jeg gøre nu. Jeg vil skrive om politik og ignorere, at der ligger en toårig cirka 30 cm fra mig og tramper rytmisk og insisterende og prøver at fange min opmærksomhed.
Og jeg vil starte med at skrive, at vores nye finansminister, der trådte ud af en glasdør i dag, fordi han havde landet sin første finanslov, virker som en rigtig hyggelig fartype i forhold til de forrige. Kristian Jensen var en tillukket Jysk knudefar (altså indtil han fik midtlivskrise og scorede en rockstjerne og fuckede vores allesammens hjerner op) og Corydon virkede som sådan en fars- karriere-er-den-vigtigste-men-jeg-skal-nok-vise-dig-respekt-når-du-klarer-din-avisrute-i-regnvejr-type. Men Vammen virker som en venlig parcelhusfar, og kan sådan en mand virkelig være finansminister? Kræver det ikke, at man er en brysk satan med spidse albuer? Og hvad er det i det hele taget for noget, at der pludselig skal til at være så god stemning inde i magtens maskinrum? Nu havde vi lige vænnet os til Løkkes turbulente ledelsesstil med del- og hersk strategier overfor magtsyge mænd i jakkesæt, og nu skal vi til at vænne os til noget helt andet. Jeg kan mærke, at jeg på en måde kommer til at savne Løkkes humørskift og følelsesladede ledelsesstil. Jeg synes, der var noget dansk, ja nærmest folkekomedieagtigt over, at vi havde en lille tyk fadbamsedrikkende hidsigprop til at stå i spidsen for det hele.
….Nå, men nu kan jeg se og høre, at min søn sover. Det gik faktisk okay hurtigt alligevel. Som om min indignerede politikerskriblen og vedholdende klimpren mod tastaturet har en beroligende effekt på ham. Det her jeg faktisk oplevet før. Som om han kan mærke, når jeg bliver suget ind i teksten og ikke har tid til at fokusere på ham mere. Så kan det også være ligemeget. Så kan han ligeså godt lægge sig til at sove.
Onsdag d. 11/12 2019 kl. 19:29
Nu er det præcis en uge siden, at det sidst trak ud med hans sovning, og nu er den gal igen. Måske er han bare det, man kalder et onsdagsmonster. I hvert fald ligger han igen og kører fingrene imod tremmesengen og lader mig forstå, at han mente det, da han kort før sengetid sagde: ”Mig ikke træt. Mig ikke træt.”
I sidste uge virkede det at skrive om politik, så det vil jeg gøre igen. Problemet er bare, at der ikke er sket det store. På nær måske at Dansk Folkeparti er ved at blive ædt op indefra af korruptionsanklager og Meld og Feld sager og for os, der i store dele af ungdommen har oplevet DF som en lykkelig familie med Pia som den skrappe mor og Peter og Tulle som de håbefulde sønner, er det fascinerende at se, hvor forvirrede de er, når det går den anden vej. For hvorfor er det ikke længere nok at sige noget dårligt om indvandrere og give en check til de gamle? Det er forvirrende. Og var det i virkeligheden bedre, den gang mor Pia styrede biksen, eller er hun blevet for gammel og ”klimatosset”? Og var det måske den forkerte søn, der fik lov at blive overhoved ved generationsskiftet? Men det kunne jo ikke blive Morten, der har svært ved at kende forskel på dit og mit, og det kunne jo heller ikke blive Peter, der i manges øjne er tør som kiks. Så måske var der bare ikke noget at gøre. Måske må familien bare erkende, at storhedstiden er forbi, og at de bedste år ligger bagude.
…..så, nu kravler min søn over tremmerne og kommer over i briksen, hvor jeg sidder. Det er umiddelbart ikke så godt, for det betyder, at han har tænkt sig at være vågen længere endnu. Det er noget, han er begyndt på, når han savner nærvær, og jeg lader ham som regel gøre det, fordi jeg tror på, at små børn er mestre i at række ud efter det, de har brug for. Men hvad fanden er det med de her onsdage? Forstår du ikke, lille dreng, at jeg i gang med spidde nationen med sarkastiske analyser af landets politikere? Det er et oplysningsprojekt det her. Jeg skulle for eksempel lige til at skrive om det sjoveste rygte, som jeg hørte i dag. Nemlig det med at man overvejer at placere det nye hjemrejsecenter for flygtninge i Thyregod, som er Tulles hjemby, men nu fjerner du min arm og vil have mig til at holde om dig, og så mister denne her kostallation med skrivetid jo fuldstændig sin betydning, men det er du ligeglad med, fornemmer jeg. Og jeg kan ikke lade være med at holde om dig, for jeg tror, du har brug for min omsorg, når du gør sådan, men nu kan jeg kun skrive med én hånd, og det er opslidende, så måske skal jeg bare sætte mig til at glo lidt ud i luften…..
Onsdag d.18/12 2019 kl. 19:42
Okay, det er helt sikkert et onsdagsfænomen. Nu ligger han her igen. Tredje onsdag i træk, hvor jeg sidder og skriver, mens han ligger og sparker med sine provokerende natdragtsbukser op mod tremmerne. Jeg fortsætter min effektive strategi om at skrive om politik. Jeg har lært, at han altid falder i søvn, når jeg skriver om politik, og som skema- og rutinemenneske ser jeg ingen grund til at ændre noget, der fungerer. Heldigvis bliver dansk politik også ved med at give mig noget at skrive om, og for to dage siden var det Uffe Elbæks tur til at overraske, da han annoncerede, at han træder tilbage som leder af Alternativet. Som børneopdragelsesblogejer har Alternativet været et interessant bekendtskab, fordi de har lanceret tanker om tredive timers arbejdsuge, øremærket barsel for fædre og andre ideer som tilgodeser børnefamilier. Og Uffe Elbæk har også været en spændende skikkelse. Hvis Kristian Jensen, Corydon og Vammen er fædretyper, så er Uffe Elbæk mere sådan en slags hyggeonkel, der kommer med med ”crazy” ideer til drømme og projekter, som alle bliver revet med af som alle sammen handler om at gøre noget godt. Og hvor er det bare fint, at der er nogle mennesker, der tør være fjollede og danse og sidde i rundkreds og komme med vilde ideer, som får typiske finansministertyper til at virke kedelige og visionsløse.
..…Okay, nu syntes min søn så lige, at han skulle kravle op af tremmesengen og lægge sig på min mave, mens han sagde ”Mig ligge her, mig ligge her”, så det gør han så nu. Han ligger på sin mave oven på min mave, og min computer står på hans ryg, mens jeg skriver disse linjer. Jeg ved ikke, hvor mange store værker, der er blevet til på denne måde, men som børneopdragelsesblogejer, virker det nærmest symbolsk. Måske har vi opfundet en helt ny skriveposition, der bliver ligeså ikonisk for børneopdragelsesblogejere, som Jack Kerouacs toiletrulleskrivningsprojekt er blevet det for romanforfattere. Måske kommer alverdens bloggere og børneskribenter til at takke mig for at have opfundet den eneste skrivestilling, hvor man kan være nærværende og skrive med ti fingre på samme tid….
……okay, det kommer ikke til at ske. Jeg ligger ad helvede til. Jeg bliver nødt til at ofre skriveriet endnu en gang og prioritere nærvær. Han suger sig nærmest fast til mig, og jeg tror han prøver at sige, at han er klar til at få juleferie på fredag. På en måde er det vel også rimelig meget i Alternativets ånd, at jeg prioriterer nærvær med min søn fremfor at skrive den perfekte tekst….
Onsdag d. 25/12 2019 kl. 19:15
Jeg lagde ham ned i sengen, og inden jeg nåede at finde mit skrivedokument, var han faldet i søvn. Onsdagsmonsteret er blevet til mønstersoveren, og jeg konkluderer, at det er nemmere at få min yngste søn til at sove på en ferieonsdag end på en hverdagsonsdag. Han er træt på en anden måde og har slet ikke samme behov for nærhed. Måske fordi han selv er i stand til at få opfyldt sine behov på en anden måde end på en hverdag i vuggestuen. Når han er sulten, får han mad. Når han har brug for et knus, kommer han hen til en af os og så videre. På en måde viser det vel bare, at børn under tre år har rigtig godt af at være sammen med deres forældre. Men jeg kan også mærke, at jeg selv er mere rolig. At ferien har fået tag i mig. Det er heller ikke vigtigt for mig, at han falder i søvn med det samme, for jeg har ikke ”brug” for voksentid på samme måde som på hverdage. Og måske er det med til, at putningen er mere naturlig og går hurtigere. Og i så fald er det jo noget af et paradoks.
Nå, men altså ikke noget tid til at skrive om politik i dag. Men det gør heller ikke noget. Hele nationen er alligevel gået i juledvale. Hos familien DF spiser de flæskesteg, hos Corydon er de blevet vegetarer, hos Kristian Jensen er det kærlighed og kildevand, og hos onkel Uffe skulle de have haft vegansk linsesteg, men Uffe havde glemt at købe linser, så det endte med en omgang stegte auberginer i svampesauce. Kun hos Løkke er det hundrede procent traditionelt med and, steg og medister. Og masser af snaps. Skål og rigtig glædelig jul.
Tak fordi du læste med
Comments