Kære læser
Jeg må desværre nok forberede dig på, at jeg kommer til at teste din rummelighed med dagens indlæg. Jeg har nemlig besluttet mig for at skrive en anmeldelse af Bendtners biografi, og hvis du har det på samme måde med Bendtner som de fleste af mine venner eller familiemedlemmer, vil du allerede nu tænke noget i stil med: ”Hvorfor I alverden vil du støtte ham? Det gider jeg sgu ikke at læse. Han er bare overhovedet ikke en type, jeg har lyst til at beskæftige mig med.” Men du vil alligevel læse videre. For sådan er det med Niklas Bendtner. Han sætter følelser i gang. Og når mine venner er færdige med at fortælle mig deres uforbeholdne mening om hans førsteberøring eller seneste skandale, spørger de altid lige til sidst: ”Men nu hvor du alligevel har læst den. Er den så egentlig god?” Og det så det spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare i min anmeldelse.
Det hele startede med, at jeg faldt i snak med en bibliotekar, da jeg var nede på mit lokale bibliotek: ”Denne her er kommet ind som 14 dages lån. Var det ikke noget for dig? Hvis du skal reservere den, kommer det til at tage et halvt år. Den er nemlig voldsomt populær” Jeg tog det som et tegn – ikke mindst fordi jeg er altid elsker litteratur om fodbold. Selvfølgelig skulle jeg læse Niklas Bendtner bogen, og selvfølgelig var der et halvt års ventetid, for når Bendtner kaster sig ud i et projekt, ender det altid med at blive ekstremt. Og det er måske også noget af det, jeg finder fascinerende ved ham. At han er et ekstremt menneske, der foretager sig ekstreme handlinger og tilsyneladende bliver ved med det, selvom der jævnligt kommer en udmelding om, at han nu er blevet mere velovervejet og voksen. Og så bam! Sker der et eller andet vildt igen. Som børneopdragelseblogejer synes jeg, det er interessant, hvad det er, der former et menneske, så det ender med at foretage sig ligeså ekstreme ting som Niklas Bendtner
For manden er jo et omvandrende paradoks. Han er den ubekymrede fyr, der slentrer hen ad stranden på Barbados, mens han holder om sin modelkæreste og tygger tyggegummi. Han er den sjove fyr, der kaster med papirkugler i flyveren, når han endelig gør comeback på landsholdet. Han er overskudsmennesket, der kører rundt i alle de fede biler i København med nedrullede vinduer. Han er forbilledet, der giver sig tid til at skrive autografer og tale med sine fans, når de stiller sig i lange køer for at købe hans biografi, der med det samme bliver en bestseller.
Men han er også manden, der pander en taxachauffør ned, lige når han har fortalt nationen, at han er faldet til ro i de norske fjelde. Han er manden, der køber en Mercedes, mens han spiller for en folkevognsklub. Han er manden, der kører bil, når han har drukket alkohol. Han er manden, der flasher underbukser, når han burde passe sit arbejde, og han er manden, der ofte siger undskyld til nationen, men som sjældent ser ud til at mene det.
Jeg ved, at vi er mange, der har siddet og revet os selv i håret over, at han ikke levede op til de forventninger, vi havde til ham, da han i sin tid blev udråbt som det største angrebstalent siden Elkjær. For Bendtner har ikke bare valgt at være en ekstrem karakter i Paradise Hotel eller Robinson Ekspeditionen, som så mange andre realitytyper i hans genration. Nej, han har valgt at være ekstrem i fodboldverdenen, hvor alle generationer følger med og har forventninger og drømme og forhåbninger til hans ageren - og ikke mindst hans evne til at sparke bolde i kassen, når lysene tændes i Parken. Men han svigtede os og blev en form for en parodi på Elkjær, fordi han kun gav os alt det sjove – som bare ikke var rigtig sjovt, fordi det foregik til lukkede fester og på fashionable barer - og fordi der var alt for langt imellem de mål, som sikkert kunne have fået os til at tilgive det meste.
Nå, men efter at have læst bogen, synes jeg, at jeg er blevet en smule klogere på, hvordan man ender med at blive ligesom Niklas Bendtner, og jeg vil særligt pege på fire forhold:
For det første havde Bendtner et medfødt talent for boldspil, som betød, at han fra helt lille havde et rum, hvor han kunne mærke, at han var markant bedre end alle andre. Han lærte hurtigt, hvordan det føltes at vinde, og han fandt hurtigt ud af, hvor meget det betyder for selvtilliden og positionen i et hierarki at være rigtig god til at spille fodbold.
For det andet havde han nogle forældre, der bakkede ham op og så potentialet i hans store talent. De kørte ham til alverdens stævner, kampe og turneringer, men de bekræftede ham måske også i, at han var et bedre menneske end alle andre. Man fornemmer lidt en tone a la: ”Du skal sigte efter stjernerne. Koste hvad det vil. Pyt med de andre og pyt med middelmådigheden”. På den måde var forældrene måske med til at indprente ham den selvtillid, der senere er blevet både hans svaghed og hans styrke.
For det tredje fornemmer man en skole, der ikke rigtig kunne rumme ham. Han var en charmerende, men også voldsom, fysisk og besværlig elev, og bogen giver indtryk af, at lidt for mange lærere tænkte noget i stil med: ”Jeg lader ham sejle i sin egen sø. Han er god til fodbold, de andre børn kan godt lide ham, så han skal sgu nok klare sig. Jeg vil hellere bruge tiden på dem, der også har brug for hjælp, og som er motiverede for at modtage den.” På den måde kan man sige, at skolens dannelsesprojekt prellede af på ham. Han udviklede aldrig en dybere forståelse for fællesskabets betydning, og han lærte aldrig at tænke eller handle demokratisk.
For det fjerde blev han afsat i en syg fodboldverden, der altid står klar til at tage imod uskolede teenagetalenter, give dem en masse penge og i øvrigt være fløjtende ligeglade med, hvad de bliver for nogle mennesker - så længe de leverer på banen og ikke skader forretningen.
Bendtnerbogen giver på mange måder et unikt indblik i en skruppelløs verden, hvor klubberne sørger for at fjerne alle forhindringer for de unge talenter, så de aldrig lærer noget af det, som alle andre skal lære for at blive voksne. De lærer aldrig at vaske tøj, lave mad, tage en uddannelse eller omgås unge mennesker fra det virkelige liv. De lærer ikke empati. De lærer ikke demokrati, og de lærer ikke at tage hensyn til andre. Det eneste, de lærer, er at spille fodbold og tjene penge, og det er måske også derfor, at mange fodboldspillere er så ekstremt kedelige at høre på. De kender simpelthen ikke til den rigtige verden uden for kridtstregerne.
Til Bendtners forsvar skal siges, at han ikke hører under kategorien kedelige spillere, men hans store talent, den grænseløse opbakning hjemmefra, mødet med de magtesløse lærere og hans ustyrlige rigdom som attenårig har måske været lige præcis den cocktail, der gjorde, at han har haft så svært ved at træffe fornuftige beslutninger. Han har simpelthen ikke lært, hvad det vil sige at være et ”almindeligt” menneske, for det har altid været nok for ham at være charmerende, sjov og megagod til at spille fodbold.
Jeg siger ikke, at man bliver professor i menneskekundskab af at beskæftige sig med Niklas Bendtner, men jeg synes, bogen er interessant ikke kun for fodboldfans, men også i et børneopdragelsesperspektiv. Fordi man kommer til at tænke over, hvordan man mest hensigtsmæssigt bakker sit barn op, måske især hvis barnet udviser et særligt talent for et aller andet. For på den ene side vil man jo gerne støtte sit barn i at blive en ener eller en stjerne – særligt i Jantelovens land - men på den anden side vil man jo også gerne sørge for, at det bevarer en form for jordbundenhed og udvikler en naturlig og ægte respekt sine medmennesker.
Bogen fik mig også til at tænke over skolens betydning for et barns dannelse, for man får indtryk af, at hvis Bendtner havde mødt en eller flere lærere tidligere, der virkelig forstod ham, ville han have været i stand til at bevæge sig i alle mulige retninger. Han fremstår nemlig som et åbent og også rimelig søgende barn med stor appetit på alt muligt, som livet måtte have at byde på.
Som tidligere skolelærer føler jeg ofte en trang at udstange karakterer, så det vil jeg da også gøre her. Rune Skyum Nielsens fremragende bog ”Bendtner - begge sider” skal have karakteren 10 (hvilket er en god karakter, fordi jeg altid anvender den gamle 13-skala, som er klart bedre end den nye)
Tak fordi du læste med.
I øvrigt: Hvis du også har lyst til at læse min anmeldelse af Leonora Christina Skovs nye roman ”den der lever stille”, som befinder sig i en helt anden boldgade, men også er aldeles opdragelsesrelevant, kan du gøre det her.
Comments